Af Ellen Brun & Jaques Hersh

Selvom skyggerne ser truende ud, har ingen folkelig mobilisering, protest bevægelse eller debat omkring NATOs førte politik i Mellemøsten, endsige i Ukraine, fundet sted. Selv truslen om en nuklear konflikt synes ikke at have vakt politisk postyr i de vestlige samfund.  Dette er et paradoks, som fortjener at blive forstået og analyseret.

I denne forbindelse er det vores opfattelse, at venstrefløjens berøringsangst overfor Vestens udenrigspolitik har skabt et eksistentielt problem for systemets oppositionelle kræfter. Bortset fra diskussionen omkring EU, bidrager ”fløjen” således til en ideologisk og politisk passivitet, som medfører apati, forvirring og letkøbte holdninger. Diskursen fra den kant adskiller sig ikke væsentligt fra den herskende politiske kultur. Dens historiske legitimitet er blevet erstattet af opportunisme.

Derigennem har de etablerede pseudo-socialistiske partier i Europa forvandlet sig til ”nyttige idioter” for militariseringen af Vestens udenrigspolitik, som finder sted på internationalt plan. På den anden side, risikerer den ”genuine” venstrefløj (hvis den findes!) at blive gjort irrelevant uden en radikal kovending. Det vil sige, en ideologisk/politisk koldbøtte, der indebærer en forkastelse af vore samfunds fundamentale præmisser, samt en præcisering af hvilken strategiske rolle antisystemiske aktører skal/kan udfylde.

Behovet for en ny politisk kultur

Opbygningen af en kontra-hegemonisk politisk kultur og praxis vil kræve en grundigere forståelse af kapitalisme/imperialisme, samt socialistiske kræfters bevidsthedsniveau og styrke. I en lille omskrivning af den kinesiske filosof Sun Tzu, kan vi sige at ”uden at kende til fjendens styrke og svaghed, eller sig selv, kan man ikke opnå store sejre”.
Et stort problem, som i denne forbindelse ikke må undervurderes, er systemets monopol på at forme og danne vores mentalitet og forståelses-ramme. Med det som udgangspunkt burde den genuine venstrefløj fokusere på, hvorfra hvilke informationer/viden kommer, og hvordan mediernes ideologiske og politiske ensformighed kan brydes.
Det er med disse overvejelser i tankerne, at følgende analyse er blevet skrevet. Problemformuleringen, som fortjener at blive diskuteret, er indkapslet i følgende spørgsmål: ”Hvorfor et det nødvendigt for progressive at kende til udfordringerne på det politisk-økonomiske plan nationalt og internationalt? Og har anti-imperialisme forsat mening i den nuværende verdenssituation?”

Når dette udgangspunkt er formuleret, er det vigtigt, fra første færd, at erkende, at verdens tilstand på samme tid er både kompliceret og enkel. Denne iagttagelse gælder ikke mindst for politiske kræfter, der står i modsætnings forhold til den herskende elites ideologiske diskurs/forståelsesramme og den førte politik.

I denne sammenhæng er det på sin plads at advare imod at betragte dette narrativ som eneste sandhed og fortolkning, selvom denne subjektive fortælling synes at svare til den objektive virkelighed.

Hvordan skal verdenssystemet begrebsliggøres, og hvilken analytiske metode er bedst anvendelig? Den ledende tråd er, at forståelsen af fortiden er vigtig for at fortolke nutiden og perspektivere fremtiden. Imidlertid er det blevet accepteret som en selvindlysende sandhed, at historien skrives af vinderne. Omsat til virkeligheden betyder dette, ifølge den svenske udviklingsøkonom, Gunnar Myrdal, at samfundsvidenskaberne ikke kan være ”Wertfrei” som Max Weber ønskede at gøre dem til, men er afhængig af analytikerens subjektivitet.

Når dette er sagt, skal læseren ikke føres bag lyset! Den foreliggende analyse er præget af en bestemt normativ holdning, som ikke anser den historiske kapitalismes udviklingssystem som en barmhjertig proces, især hvad angår befolkningerne i de ikke-europæiske verdensdele.

Det kapitalistiske udviklingssystem

Følgende postulat kan og er blevet fremsat fra forskellige sider: Uden disse områders inddragelse i Europas ekspansion, ville agrar-kapitalismen i den europæiske kultur-sfære ikke have givet disse samfund den samme dynamiske udvikling. Både Adam Smith og Karl Marx inddrog opdagelsen af Amerika og vejen omkring Kap Det Gode Håb som skelsættende for industri-kapitalismens udvikling i Europa.

Med andre ord, var europæisk kapitalismes udvikling på en og samme tid et nationalt og internationalt fænomen: Trekant handel (Europa-Afrika-Sydamerika), slavehandel og kolonisering af Sydamerika og Afrika, ulige byttehandel, osv.

En del af det økonomiske overskud fra disse handelsrelationer blev brugt til at dække det underskud, som Europa havde i sin handel med Østen. Både Indien og Kina var faktisk på et højere udviklingsniveau end Europa på det tidspunkt, hvad angik økonomi og politik, med stærke centralistiske statslige strukturer. (Den såkaldte Asiatiske Produktionsmåde).
Disse to samfund havde gennemført deres let industrielle revolutioner og var blevet eksportører af tekstiler og silke til Europa. Først efter Englands erobring af Indien og ødelæggelsen af dette lands tekstil industri samt Opium-krigenes tilintetgørelse af Kinas silkeproduktion og lammelsen af den kinesiske modstand imod de imperialistiske lande, blev Storbritannien den største magt i verden.

Opdelingen af Kina i såkaldte ”koncessions-zoner” mellem de traditionelle imperialistiske magter bidrog til Japans og især USA’s deltagelse i dette kinesiske ”te selskab”!
Udviklingen af Europas dominans over resten af verden var forbundet med politisk erobring og vold. Denne proces var afgørende for de første europæiske industrilande.  Uden adgang til de eksterne kilder til kapital-akkumulationen samt fødevarer, arbejdskraft (plantagerne) og råvarer ville kapitalismen i Europa have set anderledes ud. Desuden blev kolonierne eksport-markeder for færdig-varer og kapital fra England og andre lande, samt ”eksport” af europæere, som kom til at befolke Amerika, Australien, Sydafrika og inddrage disse områder i den europæiske kultursfære og formindske datiden

Europas overbefolkningsproblem.

I denne forbindelse er det ikke uinteressant at lægge mærke til, at mens Adam Smith viste en skepsis, hvad angik de ikke-europæiske områders fremtid, var Marx i Det kommunistiske Manifest mere optimistisk. Både Marx og Engels mente, at Europas ekspansion i kolonierne ville bidrage til udvikling af produktive kræfter i disse samfund. Denne holdning åbnede for eurocentrisme, en ideologi der fremmede en fornemmelse af overlegenhed, som endnu i dag kan findes i vestlige arbejderpartier og socialistiske kredse samt filantropiske (NGOer) og missionær-organisationer.

Til gengæld, hvis man opfatter kapitalismens udvikling som sideløbende med kolonialisme og imperialisme, kan man nå den teoretiske konklusion, at måske var imperialismen ikke ”kapitalismens højeste stadie”, som Lenin formulerede det, men en bestanddel fra begyndelsen.  En pointe, som Samir Amin bl.a. har gjort opmærksom på.
Mens den eurocentristiske opfattelse bygger på en ideologisk og politisk antagelse, nemlig at udviklingen kun kan finde sted gennem en styrkelse af de historiske politiske og økonomiske bånd mellem u- og ilandene, medfører den anden anskuelse, der teoretisk anser kapitalismen og imperialismen som tvillinger, en opfattelse der går ud på, at udvikling forudsætter en løsrivelse/befrielse fra kolonialismen og de imperialistiske landes dominans af verdenssystemet. ( En erkendelse, som Marx nåede frem til i sin behandling af det irske spørgsmål).

De ulige relationer mellem de avancerede europæiske kapitalistiske nationer og de ”uudviklede” kolonier førte med tiden til en polarisering mellem verdensdelene, som endnu i dag kan iagttages i stigende grad.

Denne problemstilling viste sig at være vanskelig at håndtere for progressive/socialister i den europæiske kultursfære. Diskursen om ”The White Man’s Burden” og ”Mission Civilisatrice” gav ideologisk dækning til Europas erobringer og udbytning af de ikke-europæiske områder. Samtidig kunne kolonialismens tribut til de imperialistiske magter bruges politisk til at neutralisere klassekampen, som Lenin var opmærksom på. Han skrev om ”arbejder-aristokratiet” og henviste til den engelske politiker og kolonialist Cecil Rhodes, der havde udtalt, at det var truslen om revolution, som havde tvunget England til at blive en imperialistisk magt!

Selvom den interne klassekamp i de udviklede kapitalistiske lande var med til at give systemet sin stræben efter eksterne erobringer og dannelse af kolonier, er det nødvendigt at notere, at det var profitmaximering, som var hovedmotivationen. Den tribut som de ekstra-europæiske områder overførte til i-landene blev således brugt til at pacificere klassekampen og bidrage til den globale kapital-akkumulationsproces.

Det ville imidlertid være reduktionistisk at forstå udviklingen af kapitalisme og imperialisme alene som en Nord-Syd relation. Geopolitik og geoøkonomi kom tidligt til at spille en betydningsfuld rolle. De forskellige industrielle national-stater, især i Vesteuropa, begyndte at konkurrere om kolonier og magt. Denne konkurrence, samt koloniernes kamp for udvikling og selvstændighed, skabte ustabilitet og gav kapitalismen sin dynamik både økonomisk og militært.

En måde at forstå denne globale proces og konstruktion er at anvende en holistisk metode baseret på økonomisk historie. Efter Anden Verdenskrig, opstod indenfor udviklingsstudier, en teoretisk skole, der analyserer verdenssystemet som en struktur i konstant forandring og placeringen af alle lande i forskellige kategorier: Dvs. en slags pyramide, som på toppen indeholder de såkaldte Centerlande (ilandene) med en ledende nation, en Periferi (ulandene) på bunden med en Semiperiferi imellem toppen og bunden, bestående af de lande som er på vej op af stigen for at opnå udvikling og en bedre placering i den globale kapitalakkumulation og industrialisering. ”Verdenssystem-analyse” samt ”afhængighedsteori” har bidraget til denne forståelse.

Denne skabelon er anvendelig, både hvad angår analysen af fortiden, men også af nutiden. Desuden kan den hjælpe til at perspektivere fremtidens verden nu, hvor tesen om historiens afslutning har vist sig at være ude af trit med udviklingen.
Til trods for liberalismens ideologiske diskurs, er relationerne i dette verdenssystem ikke harmoniske. Grunden hertil er, at konstruktionen ikke er opbygget for at gøre plads, så alle lande kan blive medlem af center-kategorien. Udvikling er en ulige proces, der kræver kamp baseret på en stærk udviklingsstats indblanding for at tilpasse samfundet til industrialisering og vækst, uanset de udfordringer og forhindringer, som det imperialistiske system opstiller. Filantropi fra de først udviklede overfor de sent udviklede fandtes ikke.

Udviklingsøkonomiens teoretiske ”fader,” den tyske økonom Friedrich List, udtrykte problemstillingen på følgende måde: ”Det er en af historiens vulgære narrestreger, at når en nation opnår højdepunktet af sin udvikling sparke den stige væk, den havde anvendt for at forhindre andre til at komme op.”

Den moderne kapitalismes krige

Til trods for at nyliberalismen er blevet herskende i alle kapitalistiske samfundsøkonomier, viser et historisk tilbageblik, at ulige udvikling og økonomisk nationalisme til enhver tid var den dominerende ideologi og protektionistiske strategi, de såkaldte sen-industrialiserede nationer (late comers) måtte anvende i deres bestræbelser for at blive centerlande. Dette viste sig at være gældende både for USA, Tyskland og Japan. Historien viser, at de alle sammen gennemgik en periode af isolationisme fra verdensøkonomien med henblik på at beskytte deres ”infant industries”, samtidig med at de opbyggede deres militære kapacitet for at deltage i den imperialistiske opdeling af ”periferien” i kolonierne, semi-kolonierne og interessesfærer.

Økonomisk historie viser således, at forholdet mellem ”centerlande” var uharmoniske og modsigelsesfyldte. Den ulige økonomiske udviklings kappestrid førte til en geopolitisk struktur af konflikter som var med til at forme moderne kapitalisme/imperialisme i det 20. århundrede.

Første Verdenskrig var et klart eksempel på denne konkurrence, hvor nye nationalstater forsøgte at udfordre den bestående orden. Tyskland, især, truede Englands position som ledende imperialistisk magt. Resultatet af krigen blev en svækkelse af England og Frankrig, en styrkelse af USA og Japan og sidst, men ikke mindst, den russiske revolution, som satte det første forsøg på et socialistisk alternativ til kapitalismen på dagsordenen. Den kapitalistiske verdens antagonisme overfor socialismen gav sig udtryk i en britisk-anført koalitions militære intervention imod de røde. Et lille dusin kapitalistiske center-lande deltog i denne operation under Krigsminister Sir Winston Churchills ledelse og initiativ!
Dette vestlige fjendskab, endnu før revolutionen havde haft tid til at etablere sig, var med til at påvirke denne models udvikling og strategi. Udover dette forsøg på at underminere USSR’s første periode var de manglende udsigter til socialistiske omvæltninger i Centraleuropa med til at udstille den bolschevikiske revolutions indre dæmoner: Kampen mellem tilhængere af ”socialisme i et land” (Stalin) imod ”den permanente revolution” (Trotsky).

Anden Verdenskrig var for at låne Clausewitzs formulering en forsættelse af geopolitik med andre midler! Konflikten indeholdt følgende elementer: 1) Interimperialistisk krig: Tyskland og Italien imod de vestlige stormagter i Europa og Afrika, Japan imod Asiens befolkning samt imod de vestlige magter (USA, England, Australien) i det asiatiske rum; 2) en krig mellem socialismen og kapitalismen (USSR imod Tyskland); og 3) sidst men ikke mindst en befrielseskrig i kolonierne for national selvstændighed.

Selvom USSR overlevede krigen, og socialismen vandt en stor sejr i Kina, var det USA, som kom ud af krigen som ledernation i det kapitalistiske verdenssystem. Med hensyn til afkolonisering, var det i USA’s interesse at forhindre socialistiske frihedsbevægelser i at få magten på dette tidspunkt, hvor de gamle imperialistiske magter manglede styrken til at genetablere deres dominans i kolonierne. Men som leder af verdenssystemet, ønskede amerikansk erhvervsliv og regeringen i Washington en åben international økonomi, uden direkte politisk bånd mellem kolonier og metropoler, der kunne forhindre frihandel.  USA havde været pioner i etableringen af nykolonialisme i Syd- og Centralamerika. Dvs. en form for økonomisk og politisk kontrol uden formel overherredømme.

Den kolde krig som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrigs afslutning var anset som en systemisk konflikt mellem socialisme og kapitalisme. Geopolitisk blev den brugt af Washington som et værktøj til 1) at kontrollere udviklingen i Europa (det tyske spørgsmål!) og 2) at begrænse Sovjetunionens muligheder i verdenssystemet og bestræbe på at løserive de andre socialistiske lande fra USSRs indflydelsessfære, som landet havde tilkæmpet sig under Anden Verdenskrig. Den kinesisk-sovjetiske splittelse som fandt sted i 1960erne og 1970erne var til dels et produkt af USA’s strategiske politik, ikke mindst i Indokina.

Sovjetunionens sammenbrud og Kinas åbning til verdensøkonomien fandt sted samtidig med de forandringer, som blev indført under den såkaldte globaliserings politik.  Henri Kissinger sagde en gang, at ”globalisering” var en formildende omskrivning af USA’s verdensrolle og dominans bestræbelserne.

Kampen om/imod hegemoni

I hvert fald lykkedes det neoliberalisme (Made in USA) at åbne alle verdensøkonomier og styrke markedet på bekostning af velfærdsstats- kapitalismen, som havde indebåret social lovgivning og en vis kontrol over kapitalbevægelse samt regulering af arbejdsmarkedet.
I Rusland efter nedsmeltningen af det sovjetiske system fik USA, godt hjulpet af Boris Jeltsin, held med sig til at indføre nyliberalisme i kølvandet på ”chok-terapien”. Strategien gav sig udtryk i en politik, hvor Rusland liberaliserede det politiske system før eller samtidig med liberaliseringen af økonomien og privatiseringen af den statslige sektor. Markedets frigørelse fra statens kontrol medførte korruption og dannelsen af oligarkier.
I kontrast hertil eksperimenterede Kina gradvis med liberalisering af økonomien, mens den politiske magt forblev under det kinesiske kommunistiske partis kontrol. Den statslige sektor blev kun i mindre grad liberaliseret.

Imens var amerikansk og vestlig/japansk kapitalisme interesseret i at få adgang til det kinesiske marked og var interesserede i en billigere produktions-omkostning end i de avancerede økonomier. Dette gav sig udslag i kapital- og teknologi overførsler og outsourcing af produktion til Kina. Resultatet blev en fantastisk økonomisk vækst i Kina og en formindsket vækst og relativ afindustrialisering i USA og Japan såvel som i Europa.
Kinas efterspørgsel efter råvarer og energi skabte en aktivitet på globalt plan, som til en vis grad kom tredjeverdens lande til gode. Kina begyndte også at investere i minedrift og landbrugsproduktion i ulandene samt gennemførelse af infrastrukturelle projekter i Afrika og Sydamerika.

Østasiens økonomier begyndte tidlige at drage fordel af Kinas vækst. Rusland og Kina udviklede deres økonomiske komplementaritet, der byggede på russiske leverancer af energi og kinesisk eksport af forbrugsvarer til Rusland.

Uanset disse strukturelle forandringer i verdenssystemet oplevede den amerikanske politiske og økonomiske elite, især efter den kolde krigs ophør, sig selv som den eneste supermagt i verden. Nykonservative teoretikere lancerede tesen om ”historiens afslutning” og det ”unipolare moment”! Ifølge denne tankegang skulle USA bruge sine kræfter til at fjerne og forhindre enhver modstand imod projektet om ”full spectrum dominance”. Med andre ord uindskrænket overherredømme over verden.

Samtidig med en relativ svækkelse af sin nationale økonomi i forhold til f. eks. Kina, begyndte Washington på en militær/politisk strategi af regimeskifte og opsplitning af multi-etniske stater.   Først i Jugoslavien i Bill Clintons periode og senere i Irak under George Bush senior, Afghanistan og Mellemøsten under George Bush junior og siden under Barak Obama.

Efter det militære nederlag i Vietnam var USA’s direkte interventions politik blevet reduceret. Men efter den første Golfkrig, hvor USA besejrede Saddam Huseins efter hans forsøg på at erobre Kuwait, udtalte Præsident George Bush senior, at nu havde USA overvundet sit ”Vietnam Syndrome”.

Den fornyede aktivistiske amerikanske strategi vakte bekymringer blandt politiske eliter i den ikke-vestlige del af verden. Især efter Vestens intervention og regimeskift i Libyen er en del af de politiske eliter i Moskva og i Beijing blevet overbevidst om, at USA’s internationale politisk målsætning er at opsplitte både Rusland og Kina i mindre statslige konstruktioner.
Det siges, at internt i disse lande foregår der en kamp indenfor den russiske elite mellem en såkaldt ”atlanticistisk” fløj og en ”eurasiatisk” fløj. Altså en provestlig tendens, imod en anden tendens, som arbejder for et partnerskab mellem Rusland og Kina for at forhindre krænkelsen af deres suverænitet og styrkelse af folkeret samt støtte til andre nationer (Syrien). En lignende politisk kamp om Kinas fremtid siges at foregå i indenfor det kinesiske kommunistiske parti.

Tilsammen udgør Kinas økonomiske magt og Ruslands politiske/militære styrke en stor potentiel hindring for USA’s udfoldelse af globalt hegemoni. Samtidig er deres partnerskab opbygget som svar på USA’s specifikke og truende antagonisme imod deres eksistentielle overlevelse som suveræne stater. Resultatet er, at imens USA med alle midler forsøger at skabe en unipolar verden under sit lederskab, bestræber Kina og Rusland sig på at opbygge en ”multipolar” geopolitisk og geoøkonomisk konstruktion med flere magt-centre.

Skulle et sådant projekt lykkes, ville det inddrage ikke-europæiske interesser i det eurocentristiske verdenssystems måde at fungere på. Muligheden for en sådan konfliktfyldt udvikling ville svare til den amerikanske politolog Samuel Huntingtons forestilling af ”civilisationers sammenstød”.

Hvad må/kan der gøres?

Det, som kræver en diskussion for progressive i vores del af verden, er spørgsmålet om anti-imperialisme forsat har mening i den nuværende geopolitiske situation?
Venstrefløjen i Vesten er kommet i en situation af forvirring og magtesløshed. Dette har forskellige årsager, som kan opsummeres på denne måde:
1. Verdenssituationen er både enkel og kompliceret.
2. Manglende forståelse for geopolitik er en stor svaghed som kan iagttages.
3. Venstrefløjens forståelsesramme er blevet underlagt det herskende hegemoni om humanistisk interventionisme og regimeskift af autoritære regeringer i Den tredje Verden og sågar Europa. Holdningen til Syrien-konflikten og Ukraine-kuppet er afslørende for store dele af den vestlige venstrefløj.

Udenrigspolitik kunne være et stærkt kort for socialistiske kræfters kamp om postkapitalismen og socialismen. Diskussionen om udviklingen af en venstreorienteret strategi i den nuværende verdenssituation burde som minimum inddrage de følgende elementer:
l) Støtte til projektet om en multipolar verden imod unipolaritets hegemoni
2) Støtte til folkeretten (FN) og princippet om landenes suverænitet
3) Støtte til antikrig/anti-militarisme
4) Opprioriteringen af kampen mod NATO i forhold til anti-EU politik
1. Bekæmpelse af stormagters nukleare arsenaler og monopol
2. Afsløringen af den herskende humanistiske diskurs i forbindelse med militære interventioner og regimeskift
3. Afsløringen af mediernes monopol og ensidighed (inklusiv public service radio og tv)
4. En miljø-politik, der inkluderer anti-militarisme og krig. Miljø-venlig krig er en videnskabelig fiktion

De subjektive (politiske) kræfter, som kræves til at sætte disse temaer på den politiske dagsorden, er dårligt udrustet til denne opgave. For at blive relevante og overvinde sit politiske og ideologiske underskud er det nødvendigt for venstrefløjen at forstå den objektive verden. Uden en ny bevidsthed, der besejrer tendensen til historieløshed (forståelsen af fortiden) og teoriløshed (forståelsen af nu tiden), vil de ”antisystemiske” bevægelser i verden lider af perspektivløshed.